Antimon

1 skal 2
2 skal 8
3 skal 18
4 skal 18
5 skal 5
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Antimony
Navn på Tysk
Antimon
Navn på Fransk
Antimoine
Navn
Antimon
Symbol
Sb
Atomnummer
51
Atommasse
121,75
Smeltepunkt
631°C
Kogepunkt
1750°C
Massefylde
6,68 g/cm3
Elektronnegativitet
1,8
Oxidationstrin
+3, +5
Isotopmasseområde
104 - 140
Klassifikation
halv-Metal
 

Opdagelse
Hvornår antimon blev opdaget og af hvem, vides ikke med sikkerhed. Antimon omtales meget tidligt i historien f.eks. af den arabiske alkymist D. H. Geber (ca. 721- ca.815) og af den persiske læge og alkymist Rhazes (ca.860 - ca.930). I Europa omtales antimon første gang i 1500-tallet. Sammen med grundstofferne arsen, bismuth og phosphor udgør det 'alkymisternes grundstoffer', idet alkymisterne i deres stræben imod at fremstille guld af ikkeguldholdigt materiale efterhånden stødte på disse grundstoffer og beskrev dem i deres optegnelser.

Navn
Oprindeligt blev antimon med et latinsk navn kaldt stibium, hvilket er afledt af det græske ord stibi, som betyder 'mærke'. Grunden til dette navn er måske den, at antimonmineralet stibnit har været anvendt som øjensminke af f.eks. kvinderne i det gamle Egypten. Senere ændredes navnet til antimonium, som på dansk blev til antimon, hvilket er afledt af de græske ord anti og monos, som kan oversættes til 'imod at være alene'. Dette hentyder til det faktum, at grundstoffet ikke findes frit i naturen, men altid sammen med andre grundstoffer i forskellige mineraler.

Egenskaber
Antimon er et skørt, blåhvidt halvmetal (halvleder) med en bladagtig struktur. Det er derfor ingen god leder for el og varme. Kemisk set ligner antimon grundstofferne nitrogen, phosphor, arsen og bismuth (5. hovedgruppe i Det Periodiske System). Antimon angribes ikke nævneværdigt af luft ved stuetemperatur, men brænder ved højere temperatur med en hvid røg til oxidet Sb2O3.

Forekomst
Et af de vigtigste antimonmineraler er det sorte stibnit, som også kaldes spydglans. Stibnit er en antimon-svovlforbindelse med formlen Sb2S3.

Udvinding
Antimon udvindes af mineralet stibnit, som først ristes i varm luft til oxidet Sb2O3, som derefter reduceres med glødende kul. De kemiske processer er:

2Sb
2S3 + 9O2 —> 2Sb2O3 + 6SO2 og Sb2O3 + 3C —> 2Sb + 3CO

Anvendelse
Antimon bruges i fremstillingen af legeringer, halvlederkomponenter og i detektorer til infrarød stråling. Antimonholdige legeringer anvendes på grund af deres hårdhed meget til typemetaller og lejemetaller. Antimonforbindelser benyttes også i fremstillingen af maling, porcelæn, glas og farvestoffer. Tidligere var antimonforbindelser meget brugt i medicinen. Den svejtsiske læge og alkymist P.A.Paracelsus, som levede omkring år 1500, brugte antimon og antimonforbindelser som et universalmiddel mod alle sygdomme. Dette tog dog mange af hans kolleger stærkt afstand fra, bl.a. fordi antimon og dets kemiske forbindelser er ret giftige, og derfor ikke tåles i for store mængder. I vore dage bruges antimonforbindelser i visse slimløsende midler (ekspektorantia).

Miljø og Helse
Som nævnt ovenfor er antimon og antimonforbindelser relativt giftige, men selvom antimonforbindelser ofte opstår som luftforurening fra visse industrier, er det dog næsten kun gennem maden, at man får stoffet i sig.