Chlor

1 skal 2
2 skal 8
3 skal 7
4 skal  
5 skal  
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Chlorine
Navn på Tysk
Chlor
Navn på Fransk
Chlore
Navn
Klor
Symbol
Cl
Atomnummer
17
Atommasse
35,45
Smeltepunkt
-101°C
Kogepunkt
-34,6°C
Massefylde
3,21 g/L
Elektronnegativitet
3,0
Oxidationstrin
-1, +1, +3, +5, +7
Isotopmasseområde
29 - 51
Klassifikation
ikke-Metal
 

Opdagelse
Grundstoffet chlor blev opdaget i 1774 af den svenske kemiker C. W. Scheele. Scheele arbejdede på det tidspunkt med en stor undersøgelse af mineralet pyrolusit, som indeholder stoffet brunsten eller mangandioxid, MnO2. Ved at blande koncentreret saltsyre, HCl og brunsten fik han udviklet gassen chlor, Cl2:

MnO
2 + 4HCl —> MnCl2 + Cl2 + 2H2O

Denne metode bruges stadig, når man i laboratoriet ønsker at fremstille en lille portion chlor. I beskrivelsen af forsøget beretter Scheele, at blandingen af saltsyre og brunsten lugter som 'kongevand'. Kongevand er en blanding af koncentreret saltsyre og koncentreret salpetersyre, som udvikler chlor, og som alkymisterne brugte i deres stræben efter at fremstille guld af ikke-guldholdigt materiale, bl.a. fordi kongevand kan opløse ,metallernes konge' - guld. Scheele troede, at den nye gas indeholdt oxygen, og gassen blev derfor kaldt 'oxideret saltsyre', d.v.s. en gas indeholdende endnu mere oxygen end saltsyre, som man også fejlagtigt troede indeholdt oxygen.

Navn
Først i 1810 beviste den engelske kemiker H. Davy, at Scheeles gas var et nyt grundstof. Davy foreslog at kalde gassen for 'chlorine', som kommer af det græske ord 'chloros', der betyder gulgrøn.

Egenskaber
Allerede Scheele havde bemærket, at den gulgrønne gas var meget generende at indånde. Kun lidt af gassen opløstes i vand, som herved fik en sur smag. I dag ved vi, at dette skyldes dannelsen af to syrer, saltsyre, HCl og hypochlorsyrling, HClO:

Cl
2 + H2O —> HCl + HClO

Scheele havde også observeret, at chlor kunne afblege farvede blomster og blade samt angreb alle de metaller, han lod gassen reagere med. I Det Periodiske System tilhører chlor 'halogenerne' (7.hovedgruppe), og samtlige denne hovedgruppes grundstoffer er kemisk set meget reaktive (oxiderende).

Forekomst
Chlor findes ikke frit i naturen, men bundet i en række salte (chlorider) eller som chloridion, Cl÷ i havvand. De vigtigste chlorholdige mineraler er stensalt, NaCl, sylvin, KCl, carnallit, KCl • MgCl2 • 6H2O og kainit, KCl • MgSO4 • 3H2O.

Udvinding
Chlor fremstilles i stor målestok ved elektrolyse af en vandig opløsning af f.eks. natriumchlorid, NaCl, hvorunder der også dannes natriumhydroxid, NaOH.

Anvendelse
I 1785 foreslog den franske kemiker C. L. Berthollet at bruge chlor til blegning af tekstiler, hvilket helt revolutionerede tekstilindustrien. I foråret 1915 gennemførte tyskerne ved den belgiske by Ypres (Ieper) verdenshistoriens første gasangreb, og gassen, de anvendte, var chlor. Over en godt 6 km bred front udblæste de en chlorgassky med en dybde på 600-900 meter. Virkningen var frygtelig, navnlig et canadisk ekspeditionskorps led store tab, bl.a. fordi man selvsagt var helt uforberedt overfor et sådant angrebsmiddel. Chlor anvendes foruden som blegemiddel også i sterilisering af drikkevand og i fremstillingen af medicin, insektgifte, plast, kølemidler og maling. Den mest kendte chlorforbindelse er nok saltet natriumchlorid, NaCl, der jo som bekendt anvendes som krydderi (køkkensalt).

Miljø og Helse
Chlorgas er selv i små koncentrationer meget generende for åndedrætsorganerne, hvor det har en slimhindeødelæggende virkning. Ved indånding af chlorgas kan der opstå lungeødem, hvilket ofte ender med døden. Visse chlorforbindelser i atmosfæren anses for at være skadelige for ozonlaget. Chloridionen, Cl÷ er af stor biologisk betydning f.eks. ved mange cellereaktioner.