Helium

1 skal 2
2 skal  
3 skal  
4 skal  
5 skal  
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Helium
Navn på Tysk
Helium
Navn på Fransk
Helium
Navn
Helium
Symbol
He
Atomnummer
2
Atommasse
4,00
Smeltepunkt
-272,2°C
Kogepunkt
-268,9°C
Massefylde
0,178 g/L
Elektronnegativitet
-
Oxidationstrin
-
Isotopmasseområde
3 - 10
Klassifikation
ikke-Metal
 

Opdagelse
I året 1868 observerede den franske astronom P. J. C. Janssen under en total solformørkelse i Indien en ikke før observeret gul linie i spektret opfanget fra Solens korona. Han prøvede senere forgæves at reproducere denne linie i laboratoriet. En anden astronom, englænderen J. N. Lockyer, påviste snart, at den nyopdagede gule linie i solspektret ikke tilhørte noget kendt grundstof. Heraf sluttede han, at der altså på Solen måtte findes et grundstof, som ikke på den tid var kendt på Jorden. I de næste 25 år var der mange, som betvivlede eksistensen af Lockyers grundstof, ja flere gjorde ligefrem grin med ham, men i 1890 opdagede den amerikanske mineralog og kemiker W. F. Hillebrand, at mineralet uraninit (begblende) udviklede en gas ved behandling med stærk syre. Denne gas mente Hillebrand var nitrogen (kvælstof), men heri var den skotske kemiker W. Ramsay ikke enig. I 1895 gentog Ramsay Hillebrands forsøg, dog med det beslægtede uranmineral cleveit, og han kunne da bekræfte, at der ganske vist udvikledes nitrogen, men tillige argon og endnu en gas. Da Ramsay kun havde et dårligt spektroskop til sin rådighed, sendte han nogle prøver af den ukendte gas til Lockyer og den engelske fysiker og kemiker W. Crookes, som ved en spektroskopisk analyse af disse prøver fastslog, at der var tale om en gas identisk med Lockyers postulerede grundstof. Også den svenske kemiker og geolog P. T. Cleve og hans assistent N. A. Langlet forsøgte uafhængigt af Ramsay at isolere den ukendte gas. Dette lykkedes, men Ramsay kom først (1895) med offentliggørelsen. Cleves og Langlets gas var dog renere end Ramsays. Samme år påviste den tyske fysiker H. Kayser helium i atmosfæren.

Navn
Lockyer kaldte grundstoffet for helium efter det græske ord 'helios', som betyder 'Solen'.

Egenskaber
Helium hører til 8.hovedgruppe i Det Periodiske System (ædelgasserne). Disse gasser er kun meget lidt reaktive, fordi deres yderste elektronskal er fyldt. Det er endnu ikke lykkedes at fremstille kemiske forbindelser indeholdende helium. Alfapartikler er heliumatomkerner.

Forekomst
Siden helium dannes som et produkt ved visse radioaktive processer i jordskorpen, kan det enkelte steder i verden findes som naturgas eller indesluttet i radioaktive mineraler. I 1903 åbnedes en gaskilde i Kansas med et indhold af helium på 1,84 %. Næst efter hydrogen er helium det mest udbredte grundstof i Universet. Hovedbestanddelen af Solen og visse andre stjerner udgøres af helium, hvor det dannes, når hydrogenatomer fusionerer til netop helium under stor energifrigørelse.

Udvinding
Helium udvindes bl.a. fra naturgas, som visse steder indeholder helt op til 9 % helium, eller det udvindes fra atmosfærisk luft. Gassen separeres ved at de øvrige gasser bringes til at kondensere.

Anvendelse
Helium bruges i gaslasere og til fyldning af balloner og luftskibe, idet det er en let, ikke brændbar gas. Havde det tyske luftskib Hindenburg været fyldt med helium i stedet for det højeksplosive hydrogen, kunne dets tragiske forlis ved New York i 1937 været undgået. Dykkere anvender en blanding af 80 % helium og 20 % oxygen. Ved indånding af større mængder helium fås en karakteristisk forvrængning af stemmen. I visse typer af svejsning anvendes helium som beskyttelsesgas for at undgå oxidation af metallet. Flydende helium bruges som kølevæske i superledende magneter.

Miljø og Helse
Da helium er meget lidt reaktiv, menes det ikke at have nogen indflydelse på miljø og helse.