Indium

1 skal 2
2 skal 8
3 skal 18
4 skal 18
5 skal 3
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Indium
Navn på Tysk
Indium
Navn på Fransk
Indium
Navn
Indium
Symbol
In
Atomnummer
49
Atommasse
114,82
Smeltepunkt
156,6°C
Kogepunkt
2080°C
Massefylde
7,31 g/cm3
Elektronnegativitet
1,5
Oxidationstrin
+3
Isotopmasseområde
98 - 135
Klassifikation
Metal
 

Opdagelse
Grundstoffet indium blev opdaget i 1863 af den tyske mineralog F. Reich, som var leder af en berømt mineskole i Freiberg i Sachsen. I 1863 var Reich optaget af at undersøge nogle zinkmineraler for grundstoffet thallium, som var blevet opdaget to år tidligere. Under et besøg af den tyske kemiker C. A. Winkler gjorde Reich denne opmærksom på et gult bundfald, som han mente var et sulfid (en svovlforbindelse), og som han var helt overbevist om indeholdt et nyt grundstof. Senere udførte Winkler en grundig undersøgelse af indium og dets kemiske forbindelser. Da Reich var farveblind, overgav han den videre spektroskopiske analyse af det gule bundfald til sin assistent den tyske kemiker H. T. Richter. Richter opvarmede lidt af Reichs sulfid i flammen fra en bunsenbrænder og så da, at stoffet farvede flammen stærkt indigoblå. Ved en nærmere spektroskopisk undersøgelse viste det sig, at sulfidet ganske rigtigt indeholdt et nyt grundstof, idet en kraftig indigoblå linie kunne observeres i dets spektrum. Reich og Richter kaldte derfor grundstoffet for indium. Ved at omdanne sulfidet til et oxid og herefter opvarme dette sammen med soda og trækul fremstillede de lidt urent indium. Et forsøg med anvendelse af hydrogen i stedet for soda og trækul gav det samme resultat. Den tyske kemiker R. C. Böttger beskrev senere en metode til fremstilling af renere indium, men dog stadig kun i små mængder. Reich og Richter offentliggjorde sammen opdagelsen af indium, hvilket Reich senere bittert fortrød, idet Richter gav udtryk for, at han var eneopdager af det nye grundstof.

Navn
Navnet indium kommer af det latinske 'indicum', som er navnet på det indiske farvestof 'indigo'.

Egenskaber
Indium er et sølvhvidt, stærkt glinsende metal, som er så blødt, at det lader sig forme i hænderne. Ligesom bly smitter det af på papir. I tør luft og ved stuetemperatur reagerer metallet næsten ikke, men beholder sin blanke overflade. I fugtig luft og ved opvarmning oxideres det langsomt. Ved rødglødhede brænder indium med en rød flamme til indiumoxid, In2O3. Syrer opløser indium. I Det Periodiske System står indium i 3. hovedgruppe.

Forekomst
Indium findes i små mængder i naturen, ofte i zinkmineraler såsom zinkblende (zinksulfid), ZnS, men også sammen med bly, jern og kobberforbindelser, som kan indeholde op til 0,1 % indium.

Udvinding
Ved syrebehandling af indiumholdige mineraler fås indiumsalte, hvorfra metallet isoleres ved elektrolyse.

Anvendelse
Lavtsmeltende legeringer f.eks. loddemetal fremstilles med et indhold af indium, og indium anvendes i korrosionsbeskyttelse af andre metaller samt i fremstillingen af transistorer. Indiumlegeringer bruges i solceller samt i detektorer og filtre for infrarød stråling. Indium kan bringes til at fordampe over på glas, hvorved man får spejle, som er lige så gode som sølvspejle og mere korrosionsbestandige i atmosfærisk luft.

Miljø og Helse
Man mener, at indium og dets forbindelser er giftige, men de fleste undersøgelser af stoffets giftighed er baseret på dyreforsøg, hvor man har konstateret en skadelig virkning på lever, nyrer og muskler.