Jod

1 skal 2
2 skal 8
3 skal 18
4 skal 18
5 skal 7
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Iodine
Navn på Tysk
Jod
Navn på Fransk
Iode
Navn
Jod
Symbol
I
Atomnummer
53
Atommasse
126,90
Smeltepunkt
113,5°C
Kogepunkt
184,4°C
Massefylde
4,94 g/cm3
Elektronnegativitet
2,5
Oxidationstrin
-1, +1, +3, +5, +7
Isotopmasseområde
108 - 145
Klassifikation
ikke-Metal
 

Opdagelse
Grundstoffet iod opdagedes i 1811 af den franske salpeterkoger og kemiker B. Courtois. Som salpeterkoger fremstillede Courtois salpeter, d.v.s. salte som kaliumnitrat, KNO3 og natriumnitrat,
NaNO
3, hvor kaliumnitrat anvendtes og fortsat anvendes i fremstillingen af krudt. Salpeterfremstillingen var baseret på tang, i hvis aske ovennævnte salte samt en række andre salte findes. Ved udludning (ekstraktion) af asken med vand og efterfølgende inddampning kan saltene bringes til at fælde ud. Courtois tilsatte sædvanligvis lidt svovlsyre efter inddampningen for at uskadeliggøre visse urenheder. Imidlertid brugte han en dag ved et tilfælde mere svovlsyre, end han plejede, og iagttog da til sin forbløffelse en violet gassky stige op fra den svovlsure opløsning. Han noterede sig, at de violette dampe havde en ubehagelig chloragtig lugt, og at de kunne fortættes til metalglinsende, sortviolette krystaller uden først at blive til væske. Endvidere fandt han, at stoffet ikke var særligt reaktionsvilligt overfor oxygen og carbon, men at det forbandt sig med hydrogen og phosphor. Med visse metaller reagerede det direkte, og med ammoniak, NH3 fik han en eksplosiv blanding. Alle disse iagttagelser foranledigede Courtois til at antage, at der var tale om et nyt grundstof, men på grund af manglende tid, dårlige laboratorieforhold samt hans, efter egen mening, utilstrækkelige kemiske uddannelse, overlod han de videre undersøgelser til et par venner, C. B. Desormes og dennes svigersøn N. Clément. I Paris 1813 offentliggjorde de Courtois' opdagelse. Courtois' antagelse om at have opdaget et nyt grundstof blev kort tid efter bekræftet af den engelske kemiker H. Davy og uafhængigt af ham også af den franske kemiker J. L. Gay-Lussac.

Navn
Gay-Lussac foreslog navnet 'iode' for det nye grundstof. Iode kommer af det græske 'io-eides', som betyder violetfarvet. På dansk blev dette til jod og senere til iod.

Egenskaber
I Det Periodiske System står iod i 7.hovedgruppe (halogenerne). Iod, I2 er et fast, metalglinsende, sortviolet stof, som kan sublimere, d.v.s. det går ved opvarmning direkte fra faststoffasen til gasfasen, uden først at smelte. Iod er uopløseligt i vand, men opløses i f.eks. ethanol (alkohol), CH3CH2OH og tetrachlormethan (tetrachlorkulstof), CCl4. Det er mindre reaktivt (oxiderende) end de øvrige halogener.

Forekomst
lod forekommer i visse mineraler og saltlejer samt i havvand, hvor det er til stede som iodidion, I÷ . Sammen med de store forekomster af Chilesalpeter, NaNO3 findes også forekomster af natriumiodat, NaIO3 .

Udvinding
Ved udvindingen af iod fra iodidholdige forekomster sker en behandling med chlor, som oxiderer iodid til iod:

2I+ + Cl2 —> 2C1÷ + I2

Er der tale om iodatforekomster, behandles med natriumhydrogensulfit, NaHSO
3

2NaIO
3 + 5NaHSO3 —> I2 + 3NaHSO4 + 2Na2SO4 + H2O

Anvendelse
lod anvendes ligesom brom i halogenlamper, men det bruges også i gødning, som katalysator, i fremstillingen af syntetisk gummi og inden for fotografien. I behandlingen af struma anvendes iodpræparater, og grundstoffet benyttes endvidere i røntgenkontrastmidler og i sårbehandling (desinfektion).

Miljø og Helse
lod er et vigtigt grundstof for mennesket. Mangel på iod medfører en overproduktion af skjoldbruskkirtelhormon, hvilket fører til struma. Såvel over- som underproduktion af skjoldbruskkirtelhormon fører til en forstørret skjoldbruskkirtel (struma). Ved overproduktion taler man om hyperthyreoidisme eller thyreotoksikose, ved underproduktion er betegnelsen hypothyreoidisme. Skjoldbruskkirtelen optager det meste af det iod, som tilføres kroppen. Dette er et medicinsk problem, såfremt den radioaktive iodisotop 13153I optages, idet dette kan føre til strålingsskader i kirtelen. Den her omtalte iodisotop slap ved en ulykke i marts 1992 ud fra et kernekraftanlæg ved St.Petersburg (Leningrad). Også ved katastrofen i Tsjernobyl i 1986 forurenedes omgivelserne med denne iodisotop. I egnene omkring Tsjernobyl har man hos børn nu konstateret en forøgelse af forekomsten af skjoldbruskkræft på 30 gange sammenlignet med andre lande. Ved at tilføre kroppen naturligt ikke-radioaktivt iod kan man til en vis grad undgå en optagelse af den farlige radioaktive iodisotop. Under kontrollerede forhold benytter man sig af isotopen 13153I, idet den kan anvendes i stedet for operation overfor en forstørret skjoldbruskkirtel. Iod, I2 er som de øvrige halogener et giftigt stof, som virker ødelæggende på huden. Ioddampe er farlige at indånde, idet de bl.a. beskadiger slimhinderne.