Lithium

1 skal 2
2 skal 1
3 skal  
4 skal  
5 skal  
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Lithium
Navn på Tysk
Lithium
Navn på Fransk
Lithium
Navn
Lithium
Symbol
Li
Atomnummer
3
Atommasse
6,94
Smeltepunkt
181°C
Kogepunkt
1336°C
Massefylde
0,531 g/cm3
Elektronnegativitet
1,0
Oxidationstrin
+1
Isotopmasseområde
4 - 11
Klassifikation
Metal
 

Opdagelse
En svensk bjergværks ingeniør J. A. Arfwedson opdagede i 1817 grundstoffet lithium, medens han arbejdede i den svenske kemiker J. J. Berzelius' laboratorium. Arfwedson var i gang med en kvantitativ analyse af mineralet petalit, LiAl(Si2O5)2, som omkring år 1800 var blevet fundet på den svenske ø Utö af den brasilianske stats- og videnskabsmand J. B. de Andrada E Silva under en Europarejse, som også omfattede Skandinavien. Utö er beliggende i Østersøen og er kendt for sine rige forekomster af jernmalm samt andre mere sjældne mineraler. Arfwedson vidste, at petalit muligvis indeholdt aluminiumoxid, Al2O3 og siliciumdioxid, SiO2, og han formodede, at også metallerne natrium, Na og kalium, K var til stede i mineralet. Kalium kunne han dog hurtigt udelukke efter nogle opløselighedsforsøg, men hans beregninger på analyseresultaterne gav hele tiden en for høj procent (105 %), såfremt der fandtes natrium i petalit. Herefter antog Arfwedson korrekt, at petalit måtte indeholde et nyt grundstof, beslægtet med natrium og kalium. Berzelius støttede Arfwedson i denne formodning, og foreslog navnet 'lithion' for det nye grundstof. I mange år betvivlede mineraloger eksistensen af petalit, indtil den svenske metallurg E. T. Swedenstjerna i 1817 'genopdagede' mineralet på Utö og således kunne bekræfte de Andradas tidligere fund.

Navn
Navnet 'lithion' blev foreslået for at understrege, at grundstoffet i modsætning til soda og potaske, som indeholder henholdsvis natrium og kalium, først var fundet i mineralriget, idet 'lithion' er afledt af det græske ord 'lithos', som betyder sten. Heri havde Berzelius dog ikke helt ret, idet man i Egypten allerede i oldtiden kendte til sodalejer. Senere ændredes 'lithion' til 'lithium'.

Egenskaber
Lithium er et sølvhvidt meget blødt metal, som i Det Periodiske System hører til 'alkalimetallerne' (1.hovedgruppe). Ved opvarmning af lithium og lithiumforbindelser i en gasflamme udsendes et vinrødt lys. Alkalimetallerne er alle så reaktive, at de må beskyttes mod luft og fugtighed ved at blive opbevaret under petroleum. Med luft oxideres lithium allerede ved stuetemperatur, men hurtigere ved opvarmning, til lithiumoxid:

4Li + O
2 —> 2Li2O ;

med vand fås lithiumhydroxid og fri hydrogen:

2Li + 2H
2O —> 2LiOH + H2

Forekomst
Lithium findes som lithiumion, Li+ i små mængder i jord og vand samt i visse saltsøer og saltaflejringer. Lithiummineraler er ret sjældne; et af de vigtigste er spodumen, LiAlSi2O6. Kort tid efter at Arfwedson havde fundet lithium i petalit, fandt han det også i mineralerne spodumen og lepidolit (lithionglimmer), K(Li,Al)3(OH,F)2AlSi3O10, som begge findes på Utö.

Udvinding
Ved udvinding af lithium fra en mineralforekomst opkoncentreres denne først, hvorefter metallet på forskellig vis omdannes til f.eks. lithiumchlorid, LiCl. Dette underkastes endelig en smelteelektrolyse, hvorved man får lithium ved katoden. I 1855 lykkedes det den tyske kemiker R. W. Bunsen og hans medarbejdere at fremstille lithium i større mængder ved netop smelteelektrolyse af LiCl.

Anvendelse
Lithium er det letteste af alle metalliske grundstoffer. Det anvendes i lavtsmeltende legeringer, i organisk syntese og i fremstillingen af glas, farvestoffer og keramiske produkter. Der indgår også lithiumforbindelser i visse tørremidler, smøremidler samt i elektriske batterier. Lithiumsalte som lithiumcitrat, lithiumsulfat og lithiumcarbonat anvendes i behandlingen af bl.a. manio-depressive tilstande.

Miljø og Helse
Indtagelse af større mængder lithiumforbindelser kan føre til forgiftning med symptomer som opkastning, søvnighed, diarré, kramper og bevidstløshed.