Radon

1 skal 2
2 skal 8
3 skal 18
4 skal 32
5 skal 18
6 skal 8
7 skal  
Navn på Engelsk
Radon
Navn på Tysk
Radon
Navn på Fransk
Radon
Navn
Radon
Symbol
Rn
Atomnummer
86
Atommasse
222
Smeltepunkt
-71°C
Kogepunkt
-61,8°C
Massefylde
9,73 g/L
Elektronnegativitet
-
Oxidationstrin
+2
Isotopmasseområde
195 - 231
Klassifikation
ikke-Metal
 

Opdagelse
I året 1900 opdagede den tyske fysiker F. E. Dorn, at en radiumforbindelse ikke kun udsendte radioaktiv stråling, men tillige afgav en radioaktiv gas, som selv var et grundstof. Han kaldte gassen for 'radiumemanation' ('emanare' (latin) = 'strømme ud'). Noget lignende var samme år blevet iagttaget af den engelske fysiker E. Rutherford og den amerikanske elektroingeniør R. B. Owens hos kemiske forbindelser af grundstoffet thorium, hvorfor de kaldte gassen for 'thoron'. I 1902 fastslog den tyske kemiker F. O. Giesel, at også grundstoffet actinium producerede en radioaktiv gas, som blev kaldt 'actinon', og som havde samme egenskaber som radiumemanation og thoron. Det viste sig snart, at alle tre gasser var isotoper af det samme grundstof. Grundstoffet radon har således haft mange navne; i nogle år kaldtes det også for 'niton' ('nitens' (latin) = 'skinnende').

Navn
I 1923 fik grundstoffet sit officielle navn, radon, som er afledt af radium, hvor 'radius' = 'stråle' på latin; se også actinium.

Egenskaber
Radon er et radioaktivt, gasformigt grundstof, som tilhører 8. hovedgruppe (ædelgasserne) i Det Periodiske System. Radon er uden farve og lugt, dog phosphorescerer det med et gult lys ved afkøling til under dets smeltepunkt. Isotopen 22286Rn er længstlevende med en halveringstid på 3,82 dage. Som gas spredes radon fra det sted, hvor den udvikles, hvilket gør grundstoffet specielt farligt. Radon er noget opløselig i vand. Da radon er en ædelgas, har den fyldt ydre elektronskal og reagerer derfor kemisk kun meget vanskeligt med andre stoffer. Visse forsøg tyder på, at radonfluorid, RnF2 kan fremstilles ved direkte reaktion mellem radon og fluor ved 400°C. i et nikkelkar.

Forekomst
Radon er et meget sjældent naturligt forekommende grundstof. De laveste forekomster er målt over åbent hav. Spor af radon findes foruden i luften også i havvand, søvand og kildevand samt i visse radioaktive mineraler. Alle radons isotoper er radioaktive, og mange af dem findes i små mængder vidt udbredt i uran- og thoriummineraler. I den atmosfæriske luft er radonindholdet heldigvis kun i størrelsesordenen 6 • 10÷14 ppm (ppm = parts (dele) pr. million).

Udvinding
Radon kan fremstilles ved opvarmning af radiumsalte i vakuum eller ved at lade en radiumsaltopløsning stå tilpas længe i en lukket beholder.

Anvendelse
Radon er ligesom radium tidligere blevet meget brugt i behandlingen af kræft. Dette gøres f.eks. ved at indeslutte en afmålt mængde radon i en lille ampul af glas, guld eller platin og herefter anbringe den i nærheden af det sted, som ønskes behandlet. Også som tracer (sporstof) til lokalisering af lækager i f.eks. rørkonstruktioner anvendes undertiden radon.

Miljø og Helse
På grund af sin radioaktivitet repræsenterer radon en strålingsfare. Radon opstår som følge af radioaktiv nedbrydning af uran, som gennem en række grundstofforvandlinger efterhånden bliver til radium, og senere til radon. I en årrække er man blevet opmærksom på, at radon i Danmark og mange andre lande udgør en strålingsrisiko i mange boliger. Gennem revner og sprækker i fundamenter, kældergulve og ydervægge samt gennem utætte fuger og utætheder ved rørgennemføringer trænger den tunge, radioaktive radongas ind i mange huse fra de omkringliggende jordlag. Også visse byggematerialer afgiver lidt radon. I Danmark anser man stadig ikke problemet med radon i boligen for så alvorligt, at man direkte tilråder en måling af radonindholdet i indeluften. Alligevel skønnes det, at ca. 300 tilfælde af lungekræft om året skyldes radonbestråling i hjemmene. På grund af sin radioaktivitet vil radon selv omdannes til andre radioaktive grundstoffer. Disse er i modsætning til radon faste stoffer, og kaldes 'radondøtrene'. Radondøtrene er selvfølgelig også sundhedsskadelige, idet de kan slå sig ned på luftens naturlige indhold af vand- og støvpartikler, og herefter indåndes.
Når den radioaktive radongas og de omtalte radondøtre indåndes, vil noget heraf optages i luftvejenes slimhinder og i selve lungevævet. Dette kan forårsage skader på slimhinder og i værste fald føre til kræft. Imidlertid vil en del af den indåndede radon gå over i blodbanen, hvorfra noget aflejres i knoglemarven, som så bliver udsat for en skadelig radioaktiv stråling. Dette har ført til, at en del forskere nu mener, at der også kan være en sammenhæng mellem radon og leukæmi og måske mellem radon og bugspytkirtelkræft og blærekræft.