Selen

1 skal 2
2 skal 8
3 skal 18
4 skal 6
5 skal  
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Selenium
Navn på Tysk
Selen
Navn på Fransk
Selénium
Navn
Selen
Symbol
Se
Atomnummer
34
Atommasse
78,96
Smeltepunkt
217°C
Kogepunkt
685°C
Massefylde
4,79 g/cm3
Elektronnegativitet
2,5
Oxidationstrin
-2, +2, +4, +6
Isotopmasseområde
65 - 94
Klassifikation
ikke-Metal
 

Opdagelse
I 1817 iagttog de to svenske kemikere J. J. Berzelius og J. G. Gahn et rødligt stof (slam) på bunden af de blykamre, hvori der på en fabrik i Falun, som de begge var medejere af, fremstilledes svovlsyre. Først troede de, at der var tale om grundstoffet tellur, som var blevet opdaget i 1782, men året efter i 1818 blev Berzelius klar over, at det røde slam indeholdt et hidtil ukendt grundstof med kemiske egenskaber, som mindede om tellurs og også om svovls.

Navn
Da grundstoffet tellur var opkaldt efter Jorden (Tellus), kaldte Berzelius det nye beslægtede grundstof for selen efter Jordens måne, som på græsk hedder 'Selene'. Selene var den græske månegudinde, der om natten kørte over himlen i sin vogn.

Egenskaber
Selen er et halvmetal (en halvleder), som står i 6.hovedgruppe i Det Periodiske System. Selen optræder i flere allotrope former. Røde og sorte former er ustabile, medens en grå form er stabil. Den elektriske ledningsevne hos selen øges ved belysning. Kemisk set har selen store ligheder med svovl. Selendioxid, SeO2 er et hvidt stof, som anvendes en del som oxidationsmiddel i den organiske kemi. Både salpetersyre og svovlsyre angriber selen.

Forekomst
Selen findes undertiden i naturen sammen med frit svovl i vulkanske materialer. Mange naturligt forekommende sulfider som svovlkis, FeS2 ; kobberkis, CuFeS2; zinkblende, ZnS og blyglans, PbS indeholder spor af selen. Rene selenmineraler er sjældne, men grundstoffet findes dog sammen med kobber, thallium og sølv i mineralet crookesit, (Cu,Tl,Ag)2Se. Selen optræder også mange steder i jordbunden og i visse planter helt op til 1 %.

Udvinding
Tidligere var hovedkilden for fremstilling af selen det flyvestøv, som opstod ved ristning af sulfidholdige jern-, kobber- og blymalme. Dette støv indeholder fast SeO2. Ved behandling heraf med koncentreret svovlsyre og natriumnitrat fås en opløsning af selensyrling, H2SeO3, som reduceres til selen med svovldioxid. En metode hvor flyvestøvet først behandles med en opløsning af kaliumcyanid og senere med saltsyre, anvendes også i udvindingen af selen. I vore dage benyttes også andre metoder til fremstilling af selen, f.eks. oparbejdes der selen fra det anodeslam, man får ved elektrolytisk raffinering af kobber.

Anvendelse
Selen benyttes i elektriske ensrettere, i fotoceller og i fremstillingen af lasere og glas. Også i fotokopieringsudstyr anvendes der selen. Selen i tabletform er omtalt nedenfor.

Miljø og Helse
Selen og specielt mange af dets kemiske forbindelser er giftige. Selen er imidlertid et vigtigt spormineral for mennesker og dyr, hvor det bl.a indgår i enzymreaktioner sammen med E-vitamin. Dette har en positiv virkning på cellemembranen, som herved beskyttes mod ødelæggelse; samtidig hermed styrker selen kroppens immunforsvar. Selenmangel kan give skader på hjerte, lever, nyrer og muskler. Et nedsat immunforsvar giver risiko for udvikling af bl.a. kræft. I dyreforsøg har det vist sig, at tilførsel af selen har kunnet beskytte mod visse typer af kræft og hjertesygdomme samt mod for tidlig alderdom. Man har således konstateret, at et selentilskud har reduceret spontan brystkræft hos hunmus, og i epidemiologiske undersøgelser sætter man da også et lavt selenindhold i kosten i forbindelse med øgede tilfælde af kræft. Selen sættes nu i små mængder til mange vitamin- og mineraltabletter. Man strides stadig i nogen grad om størrelsen af den daglige dosis af selen, som et menneske bør have tilført. Store doser af selen er giftige for organismen. Gennemsnitskosten i mange lande indeholder ofte mindre end ca. 30 mikrogram selen pr. dag, hvilket er en for lille daglig dosis. Gode naturlige selenkilder er hvidløg, løg, asparges, champignon, æg, lever, kød, rejer, hvedemel og majs. Imidlertid varierer selenindholdet selvfølgelig i levnedsmidler efter deres oprindelsessted: planters med selenindholdet i jord og køds med selenindholdet i foderet. Tilberedningen af føden nedsætter ofte i nogen grad udnyttelsen af selen i de anvendte råvarer.