Tin

1 skal 2
2 skal 8
3 skal 18
4 skal 18
5 skal 4
6 skal  
7 skal  
Navn på Engelsk
Tin
Navn på Tysk
Zinn
Navn på Fransk
Étain
Navn
Tin
Symbol
Sn
Atomnummer
50
Atommasse
118,69
Smeltepunkt
232°C
Kogepunkt
2603°C
Massefylde
7,28 g/cm3
Elektronnegativitet
1,9
Oxidationstrin
+2, +4
Isotopmasseområde
100 - 138
Klassifikation
Metal
 

Opdagelse
Tin er et af de ni oldtidsgrundstoffer, hvis opdagelsestidspunkt ingen kender med sikkerhed. Tin nævnes sammen med metallerne guld, sølv, jern og bly flere steder i Bibelens Gamle Testamente. Ofte regnedes bly og tin for at være det samme metal, men romerne skelnede i nogen grad imellem dem ved at kalde bly for plumbum nigrum (sort bly) og tin for plumbum album (hvidt bly). Længe før man kendte til tin var kobber-tinlegeringen bronze i brug. Bronzen fremstilledes ved, før smeltningen af kobbermalmen, at tilsætte mineralet tinsten. Dette skete formentlig første gang ved et tilfælde, men senere gjorde man det bevidst. Herved fik man en hård legering, som tillige kunne støbes. Bronzealderen afløste stenalderen, men på ikke helt samme tid i de gamle kulturlande. Sædvanligvis regner vi bronzealderen i Skandinavien for at gå ca. 4000 år tilbage, d.v.s. til ca. år 2000 f.Kr. Frit tin menes at være fremstillet i Egypten ca. 1500 år f.Kr., og ca. 800 år senere begyndte man her at pakke mumier ind i tinfolie (stanniol). Omkring år 300 f.Kr. overtrak man jerngenstande med et lag af tin for at beskytte jernet mod at ruste, men måske går denne teknik endnu længere tilbage.

Navn
Symbolet Sn for tin blev foreslået i 1811 af den svenske kemiker J. J. Berzelius. Navnet tin er afledt af det germanske ord 'tina', som betyder lille stav. Ordet 'stannum' blev oprindelig brugt om en tinlegering. Senere blev stannum stavet 'stagnum'. På græsk hed tin 'kassiteros' efter Tinøerne = Kassiteriderne. På disse øer hentede fønikerne tinsten til fremstilling af bronze. Nogle mener, at Øerne er De Britiske Øer, andre at der er tale om nogle små øer ved Spaniens nordvestkyst.

Egenskaber
Tin er et hvidt glinsende, blødt metal, som står i 4. hovedgruppe i Det Periodiske System. Tin lader sig valse til tynde folier, stanniol ('sølvpapir'), og det kan trækkes til lange tråde. Ved opvarmning til over ca. 170°C. bliver metallet sprødt. Ved bøjning af en tinstang høres en knirkende lyd ('tinskrig'), hvilket skyldes krystalfladernes gnidning mod hinanden. Tin er kun stabilt ved temperaturer over 13,2°C. Ved lavere temperaturer omdannes det til gråt tin (tinpest), som er et pulveragtigt stof med en lavere massefylde end det normale hvide tin. Det grå tin har diamantstruktur og ikke-metalliske egenskaber. Ved temperaturer lige under 13,2°C. forløber omdannelsen til gråt tin meget langsomt, men ved lave temperaturer (÷40 til ÷50°C.) går det stærkt. Tin holder sig godt i luft, da det dækkes af en tynd beskyttende oxidhinde. Ved opvarmning i luft bliver hinden tykkere, og ved 1500-1600°C. brænder tin med en bleg, hvid flamme til tindioxid, SnO2. Vand angriber ikke tin, og med fortyndede syrer går processen meget langsomt. Mere koncentrerede stærke syrer og stærke baser (alkalier) opløser hurtigt tin. Svage syrer og mange af de stoffer, som findes i tomater, bønner, ærter, pærer, sardiner o.lign., indvirker heller ikke på tin, hvorfor det kan anvendes i fremstillingen af konservesdåser. Disse består normalt af blik, som er jern overtrukket med et tyndt lag tin.

Forekomst
Tin er et relativt sjældent forekommende metal. Blandt de mest anvendte brugsmetaller er tin det, som der findes mindst af. Det eneste tinmineral med kommerciel betydning er tinsten (cassiterit), SnO2. Andre sjældnere tinmineraler er tinkis (stannit), Cu2FeSnS4; teallit, PbSnS2 ; herzenbergit, SnS og canfieldit, Ag8SnS6.

Udvinding
Malm af tinsten højtryksspules med vand, hvorefter der tilsættes kul og opvarmes til 1200-1300°C. Herved reduceres tindioxid til metallisk tin:

SnO
2 + 2C —> Sn + 2CO

Tinnet kan elektrolytisk raffineres til en meget høj renhed, og støbes ofte i blokke.

Anvendelse
Tin bruges til mange formål. Tidligere anvendtes meget tin til fremstilling af tallerkener, krus o.lign., men dette sker nu kun i mindre omfang (brugskunst). Valset til plader bruges tin til foring af beholdere; i folie- og tubeform anvendes det som emballage. Andre metaller overtrækkes således ofte med et tinlag (fortinning) for at beskytte dem mod korrosion. Konservesdåser består, som nævnt ovenfor, af blik (jern overtrukket med et tinlag). Loddetin er en lavtsmeltende legering af tin og bly. Loddetin vil imidlertid snart forsvinde, idet man nu har fremstillet elektrisk ledende lim. Herved undgås en belastning af miljøet med ca. 30 tons bly og tin, som i Danmark årligt kommer fra kasserede elektroniske produkter. Endelig anvendes der tin i visse superledere.

Miljø og Helse
Tin betragtes sædvanligvis som et ugiftigt metal. Visse tinforbindelser som f.eks. tin(IV)hydrid, SnH4 og andre er derimod meget giftige. Tin(IV)chlorid, SnCl4 er stærkt hudirriterende. Tin findes i såvel plante- som dyreriget, uden at man har kunnet påvise fysiologiske virkninger heraf.